Indsats for idrætsmærket blev belønnet
Anni Nyegaard fra Kvindelig Idrætsforening i Fredericia har i en lang årrække arbejdet for at motivere børn og unge til at dyrke mere idræt ved at tage idrætsmærket. Den indsats blev Anni Nyegaard før Nytår belønnet for, da hun modtog den lokale Nordea afdelings ”Gør det muligt pris”
Hele 42 gange har Anni Nyegaard selv taget idrætsmærket i guld. Står det til hende, skal flest mulige børn og unge opleve den samme glæde ved at tage idrætsmærket, og der igennem blive motiveret til at dyrke mere idræt. Idrætsmærket kan man egentlig først tage fra man fylder 12 år, men i Kvindelig Idrætsforening i Fredericia har også de lidt yngre de sidste fire år haft mulighed for at tage et idrætsmærke.
”Vi har udviklet det, som vi kalder Eventidrætsmærket. Det et er et idrætsmærke, som er for de 9 – 12-årige,” forklarer Anni Nyegaard, som både lokalt i KIF og på landsplan i DGI gør et stort arbejde for at udvikle og forny idrætsmærket, så det er med til at gøre flere børn og unge idrætsaktive.

Foto: KIF
Anni Nyegaard hædret for sin indsats for idrætsmærket
Børnene vilde med idrætsmærket
Anni Nygaards indsats for idrætsmærket er ikke gået ubemærket hen, idet Nordea før Nytår belønnede indsatsen med deres ”Gør det muligt pris”, som gives til en person eller en klub, der har gjort en særlig indsats for at få flere børn og unge til at dyrke idræt.
Og der er ingen tvivl om, at Anni Nyegaards indsats har båret frugt. Børnene er begejstrede for idrætsmærket.
”De er vilde med det. Det giver dem ekstra motivation, at have mulighed for at tage et idrætsmærke,” siger Anni Nyegaard, der ikke præcis ved hvor mange børn og unge, der har taget mærket.
Idrætsmærket ud i landet
Hundredvis af børn har allerede taget idrætsmærket første gang i forbindelse med en række arrangementer rundt om i landet. Idrætsmærket har været med i forskellige kampagner og med på lejre for børn og unge. Med idrætsmærkets succes blandt børn og unge, vil der givet være en del af dem, som med tiden når op på de 42 idrætsmærker i guld, som Anni Nyegaard foreløbigt selv står for.
Opdateret 9. november 2010